Aktiviteter for Juniorer

Vedbæk Tennisklub vægter et godt klubliv højt, og vi forsøger at tilbyde tennisaktiviteter udover træningen, der styrker det sociale fællesskab i klubben på tværs af køn, alder og spilleniveau.

Uanset hvilket mål man har med sin tennis, ønsker vi, at spillerne skal føle sig godt tilpas i klubben og være en del af et godt klubliv. Derfor har vi et Ungdomsudvalg, der i forbindelse med hver sæsonstart planlægger aktiviteter ud over træning for den kommende sæson, så der er noget for alle spillere uanset køn, alder og niveau. Og meget gerne hvor de alle kan mødes samtidig.

Vi har en dejlig kultur, som videregives fra store til små, hvor alle behandler hinanden godt og tager sig af hinanden. De lidt ældre spillere er sparringspartnere i træningen for de yngste, og det betyder, at de let lærer hinanden at kende på tværs af alderstrin. Mange nyder at være i klubben også før og efter træning, og vi har bordfodbold, bordtennis og minitennisbane, som bliver flittigt brugt.

Vi afholder i løbet af året diverse sjove tennisarrangementer, hvor ungdomsspillerne kan have en festlig aften med en masse tennis, sjov og hygge, hvor fokus er på at have det sjovt og hyggeligt sammen selvfølgelig omkring tennis, men hvor det ikke er så seriøst som til træning og holdkampe. Spillerne inddeles på forskellige baner sammen med andre på eget niveau, så arrangementerne kan favne alle uanset køn, alder og spilleniveau, uden at det bliver for svært eller for kedeligt for nogen. Det skaber et godt klubliv, da sportsaktiviteter jo ellers ofte inddeler børn i meget snævre homogene grupper.

Desuden holder vi hvert år sommerlejr i sommerferien for alle juniorer og træningslejr for turneringsspillere.

I kan se de planlagte aktiviteter i kalenderen i menuen foroven.