Klubmesterskaberne satte et flot punktum for udendørssæsonen

Vedbæk Tennisklub sluttede en fantastisk udendørssæson af med afholdelsen af Klubmesterskaberne for juniorer. Klubben havde i løbet af ugen, trods mange spillere var på lejrskole, alligevel fået gennemført et succesfuldt klubmesterskab med en hyggelig finaledag. Lige modsat sidste års finaledag – hvor solen skinnede højt på himlen – havde vi desværre en del byger over anlægget om lørdagen men med hjælp fra alle deltagere og forældre kunne vi alligevel gennemføre alle kampe på finaledagen.

Der var desværre ikke ligeså mange i år som sidste år der deltog i mesterskaberne, men alle kampe blev gennemført med sportsånden i højsædet. Det var rigtigt positivt at se kampene fra sidelinjen, og selvom man kunne se på spillerne at kampene var meget betydningsfulde for dem, så var der alligevel plads til gensidig respekt og glæde på banen.

Finaledagen var som sagt en rigtig hyggelig dag for mange af klubbens juniorer og forældre. Der var frisk morgenbrød og kaffe fra kl. 09.30, og havde man lyst til varme sandwich, frisk frugt, varm kakao i løbet af dagen var der også mulighed for det. Som vanligt var der også en kagekonkurrence, og i år blev denne vundet af Anna Gregersen og Emilie Winther – deres kage var dekoreret som en flot tennis-shirt og den gik lige i hjertet på smagsdommerne.

På finaledagen blev der spillet nogle rigtig seværdige kampe, og stemningen på tennisanlægget, trods en kæmpe regnbyge tidligere på dagen var i det hele taget helt i top.

Her er henholdsvis vindere og finalister af Klubmesterskaberne 2018 for juniorer:

U12 HS: 1. Axel La Cour Asboe 2. Oscar Albertsen 6/2 6/2
U12 DS: 1. Emma La Cour Asboe 2. Emilie Winther
U14 HS: 1. Theodor Bergholdt 2. Villads Raben
U16/U18 DS: 1. Olivia Kjær 2. Laura Winther
Åben Række (Årets Juniormester): 1. Bjørn Gebeke 2. Laura Winther
Generationsdouble: 1. Fam. Winther 2. Fam. Friis

Tillykke til jer alle med de flotte resultater – det var en fornøjelse at se så mange velspillede kampe. Tak til boldbørnene samt juniorudvalget der gjorde finaledagen til en rigtig god dag for klubbens juniorfamilier!!

Thomas Nowak

img_1035