Retningslinjer

  • Kom i god tid. Mindst 10 min. før træning, så du kan skifte sko og tøj og fylde din vanddunk, inden du skal på banen.
  • Medbring altid en fyldt vanddunk på banen, så vi ikke skal bruge banetid på at hente det.
  • Medbring og skift til rene indendørssko i indendørssæsonen.
  • Boldopsamling og klargøring af banen (udendørs) er selvfølgelig en fælles opgave, hvor alle spillere hjælper til.
  • Kast med ketcher og anden negativ opførsel accepteres naturligvis ikke.
  • Mobiltelefoner skal være slukket under træningen, hvis ikke andet er aftalt med træneren.
  • Husk træneren er der for at hjælpe dig og din tennis. Dvs. koncentrer dig og lyt til trænerens råd, hvis du vil have det optimale ud af din træning.
  • Husk du repræsenterer Vedbæk Tennisklub, hvis du er til turnering. Selvom man forsøger at vinde, kan man godt udvise god opførsel og en sportslig attitude og ikke mindst “heppe” på sine kammerater.
  • Kom til træning og kampe med godt humør! Frem for alt skal det, uanset niveau, være sjovt at spille tennis i Vedbæk Tennisklub.

 

Retningslinier specielt for turneringsspillere i Vedbæk Tennisklub

 


 

Vedbæk Tennisklub tilbyder også træning, der er målrettet turneringsspillere. Det er spillere, der ønsker at spille på et højere niveau for at kunne deltage i turneringer, der er pointgivende til Dansk Tennis Forbunds rangliste. Det er muligt for alle spillere at komme i betragtning, da der hver sæson udtages spillere på baggrund af nedenstående kriterier.

Turneringsspillere kan udtages blandt spillere på Juniortræning til 3 eller flere træningstimer pr. uge. Det er cheftrænerens vurdering i samråd med trænerteamet at udtage spillere til træning for turneringsspillere. I vurderingen indgår trænerens vurdering af spillerens:

  • Engagement og flid til træning, herunder fysisk træning
  • Talent
  • Aktivitetsniveau med turneringer
  • Resultater i turneringer
  • Sportslige optræden

Turneringsspillere i Vedbæk Tennisklub har lidt anderledes vilkår end andre, der træner i klubben. De har dels nogle privilegier i træningen og dels nogle ekstra krav. Udover ovenstående krav til alle spillere i klubben, forventer vi af turneringsspillere, at de:

Inden træning:

Varmer op minimum 12 minutter før hver træningstime med brug af deres opvarmingsprogram der er udstukket af træneren.

  • Laver strækøvelser eller elastikøvelser
  • Er omhyggelig med at melde afbud i god tid med SMS, når man ikke kan komme, så en anden evt. kan få tilbudt en ekstra time

Under træningen:

  • Opvarmning er en naturlig del af træningen – samme opvarmning til træning som til kamp
  • Vær positiv, åben overfor træneren og udvis respekt
  • Bak dine holdkammerater op – ros/pep gerne og vis hinanden respekt
  • Kom til tiden og vær altid 100% til træningen samt til fysisk
  • Kæmp og vis fightervilje på en god måde, dvs. ingen kasten med ketcher eller råben på banen
  • Hav altid vand med på banen og en banan eller lign – husk tennistasken med på banen
  • Kom gerne med idéer og ønsker til træningsøvelser

Efter træningen:

  • Alle hjælper med at ordne banen
  • Stræk ud og lav elastikøvelser
  • Hjælp til hvis bolde eller andre redskaber evt. skal sættes på plads

Udover træning:

  • Deltager i Vedbæk Tennisklubs klubmesterskab for juniorer
  • Deltager som holdspiller på et af klubbens juniorhold i udendørssæsonen
  • Deltager i minimum 10 turneringer årligt, der er pointgivende til Dansk Tennis Forbunds rangliste. Heraf Sjællandsmesterskaber (SM) og for relevante spillere Danmarksmesterskaber for juniorer (UM)
  • Udviser god sportslig optræden – når du er ude ved turneringer, repræsenterer du Vedbæk Tennisklub. Og vi ønsker, at vore spillere skal være kendt for god sportslig optræden. Dvs. at man:
  • Hilser pænt på sin modstander før kampen og siger tak for kampen bagefter, mens man giver hånd
  • Opfører sig pænt under kampen, smider ikke med ketcheren, er ikke aggressiv, snyder ikke og beskylder ikke modstanderen for snyd, råber ikke, er fair i domme og positiv over for sin modstander.
  • Overholder DTFs turneringsregler.
  • HUSK, tennisverdenen er lille, og folk taler sammen. Og da tennisturneringer spilles i årgange, er det de samme spillere, man kommer til at møde, alle de år man spiller tennisturneringer.

Jeanette Caspersen Thomas Nowak
Ungdomsformand Cheftræner