13-årige Philippa Søgaard fortsætter med at præstere på allerhøjeste niveau – i weekenden gik det så udover nummer 4 i Danmark, Frederikke Svarre fra Hillerød Tennisklub.
Philippa stillede op i U-14 som 6. seedede til Sjællandsmesterskaberne indendørs 2011, som i øvrigt bliver spillet over 3 weekender pga. det store deltagerantal. Efter at have stået over i første runde, skulle hun i 2. runde møde Nonie Alexandersen, Greve Tennisklub – dette blev en forholdsvis ensidig affære og Philippa kunne gå fra banen med en sejr på 6/1 6/1. I kvartfinalen ventede dog en helt anden slags modstand – her skulle Philippa op imod den hårdtslående Frederikke Svarre, seedet som nummer 3 i turneringen.
Philippa har aldrig tidligere slået en Top-5 spiller i Danmark og derfor var hun også ekstra sat op til netop denne kamp – udover mentalt at have sat sig op til kvartfinalen blev der også trænet på det taktiske i ugens løb. Kampen gik i gang og efter en jævnbyrdig affære samt en masse gode dueller fra begge parter kunne Philippa juble efter måske at have fået sin bedste skalp nogensinde – seedet 3, og nummer 4 i Danmark var blevet besejret med cifrene 6/3 7/6 (5).
I semifinalen ventede Gentoftes Emilie Francati, seedet som nummer 1 og nummer 1 i Danmark. Det blev en seværdig kamp med masser af flot spil fra baglinjen, men Emilie spillede bedst på dagen og kunne derfor trække sig sejrrigt og ikke mindst fortjent ud af kampen med en sejr på 6/3 6/3.
Det skal i øvrigt siges, at Emilie også vandt finalen og kunne dermed fortjent kalde sig indendørs Sjællandsmester.
Udover at Philippa hev en flot bronzemedalje hjem, var der også andre turneringsspillere fra Vedbæk, der var i aktion i løbet af de 3 uger. Bedst gik det for Oliver Basse der i U-12 herresingle præsterede at vinde bronze – udover Oliver fik også det velspillede doublepar Rasmus Foss/Christian Caspersen hevet en bronzemedalje hjem i U-18 herredouble.
Stort tillykke med bronzemedaljen til jer alle 4.
Thomas Nowak
