Kære Tennisven & forældre,

Skal dit barn bruge en uge på sjov og tennis i Vedbæk denne sommer? Læs her, hvad Vedbæk Tennisklub tilbyder af sommerlejre og hvad der skal til for at deltage.

Sommerlejre for Juniorer i ugerne 27, 28 og 32.

Også i år tilbyder Vedbæk Tennisklub tre junior sommerlejre i Vedbæk. Disse foregår i børnenes sommerferie, enten første, anden eller sidste uge af skolernes sommerferie.

Målet for vore sommerlejre er, at introducere til og udvikle børns tennisspil samt give en masse gode oplevelser med kammerater i frisk luft. Vi skal spille en masse tennis i kombination med leg, konkurrencer og andre udendørsaktiviteter. Sommerlejrene er for børn i alle aldre. Blot der er lyst til at svinge ketsjeren og nyde det gode samvær i skønne omgivelser. Der vil være teknisk tennistræning, fysisk træning, single/double træning, pointspil og ikke mindst sociale tennisøvelser på programmet i hele ugen. Aktiviteterne foregår hver dag, mandag til fredag, fra kl. 10-14.00. Udover tennistræning er der også andre fysiske aktiviteter. F.eks. stafet på stranden, rundbold, fodbold.

Klubben tilbyder mulighed for at supplere sommerlejr-deltagelse med børnepasning fra kl. 09-10.00 og igen fra kl. 14-15.00. Dette koster 100 kr. ekstra og skal tilkøbes som et særskilt produkt når du betaler for sommerlejren.

Fredag er ”Finaledag” med konkurrencer. Her inddeles spillerne i hold, som skal dyste imod hinanden i forskellige discipliner. Vi har altid en fantastisk atmosfære på anlægget. Du er velkommen til at kigge forbi på sidstedagen og nyde stemningen, Ungernes humør og vores dejlige anlæg. Vi øver og dyster med en masse sjove pointspil som f.eks. doubleudfordring, bordtennisdouble, rundt om nettet etc. På finaledagen kåres ugens fairplayspiller, fighter, tennisspiller og ikke mindst bedste ven samt veninde.

Vigtig info om deltagelse:

  1. Børn skal selv medbringe ketcher, frokost og drikkedunk med vand hver dag.
  2. Klubben serverer et stykke frugt eller to.
  3. Påklædning: praktisk træningstøj og tennis/gummisko.
  4. Barnet skal være medlem i Vedbæk tennisklub for at deltage
  5. Ikke-medlemmer skal altså meldes ind i klubben for at kunne deltage.

Vil du (dit barn) deltage? så gør følgende:

Tilmelding til sommerlejr for nuværende medlemmer:

  1. Udfyld blanketten nedenfor og tryk send
  2. Når du får besked om at dit barn kan deltage på den sommerlejr du ønsker, så gå ind på barnets profil i booking/betalingssystemet.
  3. Under “Køb medlemsskaber/Klippekort” skal du klikke dig ind på “Junior arrangementer” hvor du kan vælge Sommerlejren (1.100 kr.). Betal online via Dankort, kreditkort eller MobilePay.
  4. Når du har betalt, er barnet endelig tilmeldt. Så kan i se frem til en skøn Sommerlejr i Vedbæk Tennisklub:-)

Tilmelding til sommerlejr hvis barnet endnu ikke er medlem af Vedbæk Tennisklub:

  1. Udfyld blanketten nedenfor og tryk send
  2. Når du har fået besked om at barnet kan få plads på den ønskede sommerlejr, skal du ind på klubbens hjemmeside, vedbaektennis.dk, klik dig ind på “Indmeldelse”
  3. Udfyld indmeldelses-formularen for at oprette dit barn som medlem. BEMÆRK: Medlemskab fornyes automatisk hver nytår, med mindre du skriver til klubben og beder om udmeldelse.
  4. Du vil i løbet af 1-10 dage modtage bekræftelse fra klubben samt medlemsnummer og login. I sommerferieperioden kan der forekomme lang svartid pga. af ferie i klubbens administration
  5. Når du har modtaget medlemsnummer og adgangskode skal du gå ind på barnets profil i booking/betalingssystemet og betale årskontingent. (Kr. 600, for børn under 13 år pr. 1. januar.)
  6. Under “Køb medlemsskaber/Klippekort” skal du klikke dig ind på “Junior arrangementer” hvor du kan vælge Sommerlejren (kr. 1.100)
  7. Når du har gjort det, er barnet endelig tilmeldt. Så kan i se frem til en skøn Sommerlejr i Vedbæk Tennisklub:-)