Oliver Basse vinder turnering Vallensbæk Cup

 

Klubbens turneringsspillere tilbringer meget tid på tennisbanerne om sommeren og mange af dem bruger også meget tid på at deltage i turneringer rundt omkring i landet – resultaterne i år har været rigtig flotte blandt klubbens juniorer, og nu kan endnu en junior fra klubben være stolt over at have vundet en turnering.

Oliver Basse, som i denne sæson har vundet 13 kampe ud af 16 mulige, stillede op med masser af selvtillid i bagagen i Vallensbæk Cup U12, kategori 2. Oliver spillede hele turneringen igennem utroligt stabilt kombineret med et godt pres-spil og vandt derfor også sine første to runder meget overbevisende.

I semifinalen skulle Oliver som var seedet 4 i turneringen, op imod den topseedet i turneringen, nummer 22 i Danmark, Alexander Schreiner fra Lyngby Tennisklub. Oliver styrede kampen fra start til slut, og med et godt pres fra baglinjen vandt han kampen med cifrene 6/2 6/2.

I finalen stod seedet 2, Rasmus Mønsted fra Birkerød Tennisklub, på den anden side af nettet og pga. regnvejr blev dette Olivers 3. kamp på en enkelt dag – nu skulle det vise sig om Oliver havde fysikken til at holde til endnu en kamp. Selvom Oliver kom hurtigt bagud 0/3 fandt Oliver kræfterne frem, og med et utroligt solidt spil fra baglinjen, vandt Oliver de næste 12 partier i træk.

Sikke en fantastisk præstation – du har fortjent det Oliver, og fortsætter du med de gode takter på træningsbanen er jeg sikker på at dette ikke bliver din sidste turneringssejr i denne sæson.

Thomas Nowak