Johan blev for nylig udtaget til at repræsentere et SLTU hold som drager til Slagelse i weekenden for at spille en regionslandskamp mod Sverige. Udtagelsen er et stort skulderklap for Johans udvikling da det kun er de bedste i Danmark for hver årgang der er blevet udtaget til denne tur. Der er ingen landsholdsspillere der skal deltage på turen, da de i forvejen rejser med forbundet, men det er i stedet de spillere der ligger lige under der nu skal ud at dyste mod udenlandske spillere.
Det er tredje gang SLTU arrangerer en sådanne tur, og i 2014 havde vi Oliver Basse med på denne tur så det er dejligt at se hvordan vi hele tiden formår at skabe nogle nye talenter.
Held og lykke Johan, og tillykke med den flotte udtagelse samt den vundne U12 GPS turnering du vandt i KB i weekenden. Det er imponerende at følge dig.
En anden spiller der også er imponerende at følge er Tristan Engelschmidt som er U10. Efter endelig at være tilbage på grøn bold/stor bane efter en masse turneringer i træk på orange bane spillede Tristan sig overbevisende til en flot 1. plads i årets sidste udendørsturnering. Med en god opvarmning med Bjørn Gebeke i klubben vandt Tristian turneringen ved blot at afgive 3 partier i alt i hele turneringen.
Det betyder utroligt meget at vi som klub sammen forsøger at løfte hinanden. Havde Bjørn ikke lige haft lyst til at varme Tristan op om lørdagen med de grønne bolde er jeg ikke sikker på at Tristan ville vinde ligeså overbevisende da Tristan er vant til at spille med orange bold. Dét at vi spiller med hinanden på kryds og på tværs er så vigtigt, og vi bliver nødt til at huske os selv på at vi skal være åbne for at kunne træne opad men ligeså meget nedad, da vi sammen skal hjælpe hinanden til at gøre hinanden bedre. Hvis du elsker tennis så er det ikke så vigtigt hvem der står ovre på den anden side af nettet, det vigtigste er at få slået til bolden. Så tag ansvar og vær der for dine holdkammerater.
Thomas Nowak