Vedbæk Tennisklub har netop afholdt 100-års Jubilæum Cup i Rundforbi Tennishal og med hvilken afslutning. Der var i alt 32 deltagere tilmeldt i turneringen – 16 spillere i U12 drenge og 16 spillere i U12 piger. Ud af de 32 spillere var der 6 spillere fra Vedbæk Tennisklub tilmeldt, her i blandt; Alba Friis, Lucca Jönsson, Johan Mottlau, Villads Raben, Ferdinand Davidsen og Theodor Bergholdt.
Alle spillere gjorde overordnet en flot figur, men der var et par spillere der gjorde det rigtig godt og så var der nogle spillere der ikke var til at stoppe..Villads vandt bl.a. en rigtig flot første runde kamp men måtte desværre se sig slået af en KB’er i næste runde. Ferdinand gjorde det også godt – trods en dårlig start – men havde desværre ikke heldet med at vinde sin første runde mod en spiller fra Birkerød. Dog tabte han til en meget værdig modstander som også drillede Johan i sin semifinale. Theodor ramte ikke helt dagen men kæmpede alligevel til det sidste mod en spiller fra Virum Sorgenfri. Lucca Jönsson kom tilbage – efter en længere turneringspause – og gjorde det særdeles godt. Der var ingen nerver (at se) og hun vandt da også sin første runde kamp. Desværre tabte hun en meget velspillet anden runde kamp og det var ikke til hvem som helst, men til en spiller som faktisk gik helt til semifinalen og tabte til Alba Friis i en meget tæt kamp.
Apropos Alba Friis så var hun seedet to i turneringen, og selvom hun var meget tæt på at tabe semifinalen til en velspillet pige fra Gentofte så var der ingen slinger i valsen i finalen. Her mødte hun seedet 3 Edith Rasmussen fra HIK og vandt relativ overbevisende med 6/3 6/4.
Johan Mottlau som pt topper ranglisten herhjemme var seedet 1 i turneringen. Selvom han havde lidt problemer i semifinalen så var han særdeles overbevisende i alle de andre kampe. I finalen mødte han seedet 2, Alexander Borup fra HIK og her gav Johan ham en ordentlig tennislektion med cifrene 6/0 6/2.
Alt i alt en særdeles vellykket turnering, og jeg håber at vi til det næste 100 års jubilæum igen kan have to spillere fra Vedbæk som turneringsvindere:-)
Thomas Nowak