23 medaljer til Vedbæks juniorer ved Sjællandsmesterskaberne

Træneren troede, det ville blive en lidt mere ”stille” januar måned end sidste år, – men jeg skal da ellers love for, at det var en fejlvurdering. Og sikke en dejlig en af slagsen! Så det er IGEN en meget stolt træner, som her kan nævne hele 17 forskellige Vedbæk-spillere, som har klaret sig rigtig flot ved årets indendørs Sjællandsmesterskaber.
Når alle semifinaler og finaler er talt med, fik Vedbæk raget ikke mindre end 23 guld-, sølv- eller bronze-medaljer til sig. Super Nice, – siger jeg bare! Og lad os da bare starte med de yngste rækker:

U10:

Ida Krause stod meget flot for to af medaljerne, da hun spillede sig i finalen i single, hvor hun dog efter en flot spillet kamp måtte bøje sig 6-4, 6-3 til Helena Steenberg fra Lyngby. Samme Ida og makker Waldemar Clem vandt til gengæld super flot dagen inden  finalen over samme Helena S. og makker Alexander S. også Lyngby i to sæt, hvilket jo netop viser, at single og double absolut ikke er det samme spil. Godt gået og et stort tillykke med guldet til Jer begge!

I drengedouble måtte vores spillere slå hinanden ud i semifinalen, hvilket betød at Waldemar Clem og William Friis fik en bronzemedalje med hjem. Walther V. Sørensen vandt derefter sammen med sin makker Frederik B.M. fra Gentofte en godt spillet finale i to sæt. Det vil sige, at Walther fik en meget flot guldmedalje med hjem til hylden. Også en kæmpe tillykke til dig, Walther!

Alt i alt en meget ”godkendt” indsats af vores U10-spillere, som nu har fået en rigtig god start på året. Her bør også nævnes gode kampe og sejre til Oliver B., Mathilde S, William F, Walther S. og Waldemar C. i single, selvom det ikke lige blev til medaljer denne gang. Men med alle de 3 sidstnævnte drenge i kvartfinalerne er det faktisk ret godt gået.

U12:

I U12 kat.2 klarede flere af vores piger det også flot. Både Amalie H. og Julie M. vandt kampe og Filippa la Cour spillede sig meget fint frem til semifinalen og fik sig dermed en fin bronze-medalje.

Også i kat.1 fik klubben en bronzemedalje, da Philippa Søgaard sammen med sin makker Frederikke Svarre fra Hillerød spillede sig til semifinalen i pige-double, og måtte bøje sig til de senere vindere af turneringen Emilie F. og Emma R. fra Gentofte.

U14:

I U14 tog vores spillere for alvor for sig af retterne, ikke mindst fordi vi var så flot repræsenteret i alle double-rækkerne. Det er træneren jo meget glad for, da double udover at være et rigtigt sjovt og socialt hyggeligt spil også er super træning af flugtninger og blik for spillet generelt.

Hos pigerne fik både Caroline S., Mathilde T., Marie F. og Olivia L. bronze med hjem til sig selv og klubben i pige-double. Derudover fik Fiona T. og Kathrine B. spillet sig frem til finalen, hvor de så måtte se sig slået af Elisabeth N. og Anna S.C. og dermed fik sig en sølvmedalje. Tillykke piger!

I mix-double blev vores spillere nødt til i semifinalen at slå hinanden ud, hvilket betød at Olivia L. og Lucas la Cour fik tilspillet sig en bronze efter at have tabt til de andre Vedbæk’kere og senere Guld-vindere Frederikke Clem og Frederik Ørvad. Sidstnvænte spillede ”som sædvanligt” rigtig godt sammen og vandt finalen i to sæt over Eva B. og Oliver M. fra Lyngby. Super flot og stort tillykke til jer begge med guldet og mesterskabet!

Samme Frederik Ørvad havde skam ikke tænkt sig at stoppe her. Han snuppede endnu en guld-medalje i drenge-double, hvor han sammen med sin makker William R. Bager fra HRT vandt flere flotte kampe på deres vej, – ikke mindst i finalen, hvor de begge nok var et hoved mindre end begge af deres modstandere. Men snedighed og gode flugtninger dominerede, hvilket gjorde at Frederik og William vandt guldet og dermed blev mestre. Godt gået Frederik, – et stort tillykke med 2 gange guld til dig!

I single kunne vores U14-spillere skam også. Samtlige piger vandt en eller flere kampe og måtte være nød til at slå hinanden ud, som turneringen skred frem. Og lidt imod odds’ne stod Vedbæk Tennisklub trods mange ny-oprykkede spillede igen tilbage med to deltagere i semifinalerne.

Frederikke Clem fik spillet sig flot igennem sine kampe, hvor der ellers sagtens kunne ha’ været mulighed for ”at snuble” på vejen. Så det var en rigtig flot bronze-medalje Frederikke fik med hjem til sig selv og klubben, da hun til sidst i semifinalen måtte bøje sig i 3 sæt til Isabel Fenger fra HRT, som senere vandt turneringen. Tillykke Frederikke!

Men for at vinde turneringen måtte Isabel så i finalen vinde over endnu en Vedbæk-spiller, nemlig Kathrine Berge. Kathrine blev turneringens helt store overraskelse, da hun i kvartfinalen vandt 6-4, 6-3 over Ulrikke Høyer, som flere jo sikkert også husker som en rigtig dygtig Vedbæk-spiller, inden hendes klubskifte. Det var en meget flot sejr, som så via ”lidt hjælp” fra et afbud banede vejen for Kathrine, som så i semifinalen også vandt over Eva Borgersen fra Lyngby. I finalen måtte Kathrine så bøje sig til Isabel Fenger med cifrene 6-1, 6-2, som dog var en noget mere lige kamp end cifrene viser. Men en rigtig flot turnering af dig Kathrine, – et stort tillykke til dig med sølvet!

U16:

Og så lige til sidst lidt flere gode overraskelser og kampe af Vedbæk-spillere.

Frederikke Wengel lod ikke til at lade sige påvirke af, at hun også lige er rykket op. I U16-rækkens kat.2 vandt Frederikke nemlig 3 flotte kampe med sejre over hele to seedede spillere på vejen. Det betød at Frederikke først måtte bøje sig i semifinalen til den 2.seedede i turnering og dermed fik en meget flot bronze-medalje til sig selv og klubben. Dejligt at se, at du er kommet så godt i gang! Stort tillykke til dig, Frederikke!

Sidst men absolut ikke mindst klarede Mathias Thaulow sig også rigtig flot i U16 kat.3 ved at vinde samtlige kampe undtagen turneringens sidste, – nemlig finalen. Efter et tæt især første sæt, som Mathias ligeså godt kunne ha’ vundet, måtte han dog bøje sig 7-5, 6-2 til sidst. Men dejligt med adskillige sejre og ikke mindst en flot sølv-medalje. Også et stort tillykke til dig Mathias!

Klubben ønsker et stort tillykke til Jer alle!

Guld-medaljer til:

Frederikke Clem                  U14 kat.1   Mix-double
Frederik Ørvad                    U14 kat.1   D-double
Frederik Ørvad                    U14 kat.1   Mix-double
Ida S. Krause                      U10            Mix-double
Waldemar Clem                  U10            Mix-double
Walther V. Sørensen           U10            D-double

Sølv-medaljer til:

Mathias Thaulow                  U16 kat.3   D-single
Kathrine Berge                     U14 kat.1   Pige-single
Kathrine Berge                     U14 kat.1   Pige-double
Fiona L. Thomsen                U14 kat.1   Pige-double
Ida S. Krause                      U10            Pige-single

Bronze-medaljer til:

Frederikke Wengel              U16 kat.2   Pige-single
Frederikke Clem                  U14 kat.1   Pige-single
Olivia Lippmann                   U14 kat.1   Pige-double
Marie Foss                          U14 kat.1   Pige-double
Caroline Secher                   U14 kat.1   Pige-double
Mathilde Topsøe                  U14 kat.1   Pige-double
Olivia Lippmann                   U14 kat.1   Mix-double
Lucas la Cour V.                  U14 kat.1   Mix-double
Filippa la Cour V.                U12 kat.2   Pige-single
Philippa Søgaard                  U12 kat.1   Pige-double
Waldemar Clem                   U10            D-double
William Friis             U10            D-double