Vinterferien bød på flere gode resultater

Flere spillere fra Vedbæk tennisklub var i aktion i vinterferien og det førte til nogle gode resultater.

Philippa Søgaard, som lige er rykket op i U-14 efter nytår, spillede to turneringer i vinterferien. Den første turnering, som Philippa spillede og vandt, var en kategori 2 turnering i Hillerød – i semifinalen slog hun flot Emma Hougaard 6/2 6/3 fra Birkerød, og i finalen slog hun vores egen Marie Foss 6/3 6/1. Dernæst spillede hun en kategori 1 turnering i HIK, hvor hun i semifinalen slog Emilie Håkansson 6/7 6/1 6/1, men desværre tabte til Olivia Kenvig fra Lyngby i 3 sæt, 3/6 6/4 1/6.

Det skal i øvrigt siges, at Philippa også vandt kategori 2 turnering i Holbæk lige efter nytår – her slog hun Mia Schmidt-Jørgensen i super tiebreak i 3. sæt, 5/7 6/4 10/2.

Rigtig flot, indtil videre, at gå i 3 finaler som første års U-14!!!

Marie Foss har også været ude at svinge med ketsjeren, og spillede sig som sagt i finalen i Hillerød, men tabte til en velspillende Philippa i finalen.

Weekenden før havde Marie også spillet sig i finalen i en anden U-14 turnering i Ølstykke, men denne gang gik det anderledes til, og her vandt hun i overbevisende stil turneringen – der var ingen slinger i valsen, da hun slog Ella Hedebo i finalen 6/3 6/1.

Super godt gået Marie!!

Marie-Louise Caspersen spillede også turneringen i Hillerød, men måtte desværre se sig besejret i 1. runde. Hun tog til gengæld en rigtig flot revance og vandt b-runden. I finalen spillede hun mod Andela Rajovic og vandt 6-1, 6-3.

Det er sgu i orden Marie-Louise!!

Emil Arleth, som kun vinder og vinder i øjeblikket, spillede en kategori 3 turnering i Hvidovre i vinterferien. Når man har så meget selvtillid, som Emil har i øjeblikket, kan han slå de fleste, og det beviste han også i denne turnering, hvor han bl.a. slog den 4. og 2. seedede i to sæt for at nå endnu en finale. Han skulle møde Conrad Becker Schultz fra HIK, (heldigvis var han ikke i familie med den store legende, Boris Becker), og Emil gjorde da også rent bord ved at vinde 6/0 6/0.

Skønt Emil at se, du nyder at spille turneringer!!

Amanda Ørvad har på det seneste haft problemer med sin ankel og spillede derfor ikke i vinterferien. Hun prøvede derfor at spille i denne uge og har lige i dag vundet en kategori 2 turnering i Hjortekær, hvor hun i finalen spillede en tæt kamp mod Katrine Gransøe, Holte Tennisklub. Efter at have tabt 1. sæt 4/6, kommer hun flot igen og vinder de to næste sæt 6/4.

Imponerende at du kan vinde turneringen når du har haft så meget bøvl med anklen – Flot!! MEN det betyder jo så, at du kan godt kan være med til fys i morgen…det glæder mig

Thomas Nowak