Louis Raben;
Netop hjemkommet fra en succesfuld træningslejr til Mallorca, spillede Oliver Basse og Louis Raben sig flot i finalen i henholdsvis U12 og U14 rækken.
Louis som har overrasket rigtig positivt på det seneste stillede op som useedet i en stærkt besat turnering. Efter en sikker sejr i første runde, mødte han seedet 1, Valdemar Pape fra HIK i kvartfinalen – efter en lang kamp på 2 timer, trak Louis sig ud som vinder efter 13-11 i match tiebreak. I semifinalen startede Louis dagen i fornem stil, med at vinde sin semifinale 6/0 6/0, i en meget fokuseret kamp som modstanderen fra Helsingør aldrig fik lov til at komme ind i. I finalen skulle Louis møde seedet 2, William Mikkelsen, en stærk spiller fra Virum/Sorgenfri. Det blev en rigtig velspillet kamp, hvor Louis med dejligt offensivt spil vandt sæsonens første turneringssejr med 7/5 7/5.
Oliver Basse;
Oliver Basse som på træningslejren blev kåret til Årets Spiller, kom også rigtig godt fra start på det røde grus. Som seedet 1 i turneringen skulle han gerne leve op til forventningerne og det gjorde han med stil ved ikke at afgive et eneste sæt i turneringen.
Første runde var mod Axel Kampen fra Lyngby, som valgte at spille sin chance ved at slå på alle bolde og lægge pres på Oliver. Heldigvis blev det afværget med sæt cifrene 6/3 7/5. I kvartfinalen spillede Oliver med stor omhu og spillede sig dermed yderst komfortabelt til semifinalen ved at slå Romeo Porsing fra HIK med 6/1 6/0. Semifinalemodstanderen blev Radomir fra B93, som lagde godt pres på Oliver med sin hårde forhånd. Oliver fandt dog hurtigt frem til en god løsning med nogle gode vinkler og varieret spil som sikrede sejren med 6/1 6/3.
I finalen skulle han op imod Oscar Gormsen fra Hjortekær Tennisklub, som hurtigt bragte sig foran 3-1 i første sæt. Herefter fik Oliver godt gang i sin 1. serv og forhånd og med stabilt tennis fra baglinjen sikrede Oliver sig med cifrene 6/3 6/2 også sin første turneringssejr på grus i 2014.
Louis og Oliver spillede begge en teknisk, taktisk og meget fokuseret turnering fra start til slut, og med grus-feelingen fra træningslejren i benene, var de godt rustet til at starte udendørssæsonen på bedst mulig vis.
Stort tillykke til jer begge.
Nowak