Første turneringssejr af Jonas Barslund

Vi ved alle hvor meget en turneringssejr betyder for ens selvtillid og ikke mindst ens videre udvikling. At vinde en turnering betyder rigtig meget for en tennisspiller og derfor stræber alle turneringsspillere også at klare det så godt som muligt når de stiller op i en turnering – for at vinde kræver det tålmodighed, stabilt spil og ikke mindst held.

Jonas Barslund som startede for halvanden års tid siden med at spille turneringer har virkelig rykket sig meget det sidste års tid, men desværre ikke rigtig haft heldet med endnu at vinde at vinde en turnering – men det satte Jonas en stopper for i turneringen i Hillerød U-14.

Jonas Barslund fik nemlig sin allerførste turneringssejr efter at have vundet 4 kampe i streg i kategori 3 turneringen i Hillerød. Som seedet 5 i turneringen havde Jonas bestemt ikke regnet med at stå som vinder af turneringen, men eftersom seedet 1 og seedet 2 tabte deres kvartfinaler var der pludselig en chance for at Jonas måske kunne gå i en evt. finale.

Jonas vandt sine 2 første kampe overlegent, men i semifinalen skulle der tre sæt til før han havde slået Mathias Petersen fra KB ud af turneringen – det skal siges at Mathias runden før, havde slået seedet 2 ud af turneringen.

I finalen stod Jonas overfor Martin Engberg fra HIK som i sin kvartfinale havde slået seedet 1 ud. Jonas startede som lyn og torden og vandt 1. sæt 6/1. I 2. sæt kom Martin meget mere ind i kampen og derfor blev det sæt også meget mere tæt og ikke mindst nervepirrende – dette slog dog ikke Jonas ud, han kæmpede for hver eneste bold, troede på sig selv hele kampen igennem og pludselig stod han som vinder af turneringen efter at have vundet 2. sæt i en tæt tiebreak.

Hold op hvor har du fortjent at vinde en turnering Jonas – du kan virkelig være stolt af dig selv – jeg er i hvert fald rigtig rigtig stolt af dig!!!

En spiller som man i øjeblikket ikke kan komme udenom og som til gengæld har flere turneringssejre på CV’et er Philippa Søgaard.

Philippa spiller blændende tennis i øjeblikket, dette ses bl.a. ud fra hendes flotte resultater – for nylig har hun som 1. seedet spillet en kategori 2 turnering i Vallensbæk og vundet denne uden at afgive sæt. Og som om dette ikke var nok fik Philippa også debut på Vedbæks 1. senior hold, samme dag som hun spillede sin finale i Vallensbæk – uden at afgive et sæt, vandt hun sin debutsingle med 6/0 6/4.

Der er ikke andet end at sige, det er virkelig imponerende Philippa!!

Thomas Nowak